Li Diné - orientalske rytmer krydret med hip hop



Tradition møder moderne musik. Øst møder vest. Der er musik i alle farver, når Li Diné lukker og slukker festivalen med et brag af en koncert. Man kan ikke stå stille, når de sparker ekstra gang i festivalen og får folk på dansegulvet til arabisk kædedans. Vi slutter med manér.

Trioen Li Diné består af de tre medlemmer Gara Sazkar, Rewan Riko og Samuel B. Sindi. Deres innovative og banebrydende blanding af østlige og vestlige musiktraditioner skaber en ny dimension i musikkens verden. Med rod i den mellemøstlige kurdiske folkemusik, blander de orientalske rytmer med hip hop, lyriske flow, moderne R'n'B og elementer af house og rock. Alt dette fører til en helt ny genre kaldet Hemereng.

Hemereng er et gammel kurdisk lyrisk udtryk, som betyder "en kombination af alle farver". Li Diné har genoplivet sætningen og samtidigt givet ordet en musikalsk betydning.

Med denne nye type musik tager Li Diné os med på en rejse gennem bjerge, bakker og dale, og de gør det med deres fortolkning af kurdisk folklore og fortællinger, der er blevet overleveret gennem generationer.

Li Diné betyder "Verden, her kommer vi!"

I Li Diné er to generationer af musikere gået sammen. Gara Sazkar er en veteran på den kurdiske musikscene, mens komponist Rewan Riko og forfatter Samuel B. Sindi udgør den yngre generation.

Se en af Li Dinés musikvideoer ved at klikke her.