Nana Jacobi synger en sang til modet


Det bliver sangskriver Nana Jacobi, der med sin milde, svævende og betagende stemme kommer til at åbne Musik Uden Grænser. Der venter alle en helt særlig oplevelse, når hun som åbningsnummer leverer sin egen fortolkning af en af Mikael Wiehes smukkeste og stærkeste sange: "En sang til modet". Mikael Wiehe er en svensk sangskriver, der altid har været forbundet med engagerede tekster og et stærkt socialt og kulturelt engagement.

"En sang til modet" er en sang til alle dem, som sætter sig til modværn. Til alle dem som aldrig tier. Til alle dem som tror på kærlighed, selvom hadet er så stærkt. Til alle dem som bygger bro. Fordi de ved, at det er en nødvendighed!

Der var en ganske særlig kraft og nerve i Mikael Wiehes stemme, da han sang "En sang til modet" ved mindehøjtideligheden i 2012 på Utøya til ære for dem som mistede livet på den tragiske julidag i 2011. Oplev Mikael Wiehe i denne video med "En sång til modet" live fra Utøya..

Nana Jacobi har været indstillet til GAFFA-Prisen for Årets Popudgivelse 2012. Hun er desuden stemmen bag hittet "Open Sky", som var en del af soundtracket til filmen "En kort en lang". Hun har udgivet tre kritikerroste albums. Senest Expander, som er et dogme-album skabt sammen med Anders Wallin, Anders Holst og Peter Leth. Både første single DARE THE JOY og anden single I PUT MY FOOT DOWN er playlistet på P4.

Og så gør det jo ikke oplevelsen mindre god, at Nana har stærke rødder her i Vendsyssel. Hun er datter af Peter og Janice Hunter, to af vore mange engagerede ildsjæle i Venligboerne.